Gode minder med jer! Læg specielt mærke til Sørens hår i venstre hjørne!

Denne sang vil jeg gerne dedikere til Verdens bedste klasse! Hver eneste af jer, er helt speciel – og sammen er vi en enhed, der forhåbentlig aldrig skal ødelægges!

..en rigtig ven fortæller dig det, når du har spinat mellem tænderne! J

”Sommerferie, sommerferie – hvor er du?” – jeg savner dit smukke ansigt, din varme glød, dine lyse morgener og dine oplevelser.

Vi venter og vi venter. Vi venter længe. Vi venter spændt. Vi venter på, at finde ud af hvor vi skal tilbringe vores frie sjæle, når vi har ferie. Vi glæder os. Vi glæder os meget. Vi glæder os til is, glade smil og lækre overkroppe i sydens sol.

Det er svært for mig, at koncentrere mig om noget som helst når jeg glæder sig så meget til sommerferien, som jeg gør. Jeg kan allerede mærke den gule skrappe sol bage på min hvide skandinaviske krop, liggende i en hvid liggestol i Lloret de mar – Spanien. Jeg kan smage de kolde Tequila Sunrise, der efter afhentning i baren hældes ned, som var det vand efter en fodboldkamp. Solbrillerne sidder i panden, og klistrer sig fast til min pande, mens jeg inde i mig selv nynner med på melodien i mine øre fra min ipod. Jeg betragter de små fnug på håndklædet, der kvæles under mig, mens jeg renses af solens dejlige varme stråler. Jeg bliver befriet for stress og trælse tanker og fyldes med varme og glæde.

Verden er et vidunderligt sted, når man holder ferie. Man er fri og man er ikke tvunget til noget. Man kan leve livet. Når man har fri, har man fri og så gør man det man har allermest lyst til at gøre. Men er det nu også bare altid fryd og gammen at holde ferie? Bliver man ikke dvask og doven af at sove længe, og lave ingenting? Jeg gør – big time!! Jeg bliver rigtig doven af at holde ferie. Jeg ligger i sengen til langt ud på dagen, sidder foran tv’et og glemmer langsomt om det er mandag eller fredag. Men måske er det bare abstinenserne fra hverdagen, der bryder op i én i form af træthed, dovenskab og ”for pokker-jeg-gider-ikke-lige-nu mor-” surheden. I denne her sammenhæng karakteriseres dovenskaben i høj grad med nydelse.

Jeg glæder mig til at kunne løsrive mig fra hverdagens stress og jag, med lektier, afleveringer og tvangen til at gå i seng tidligt, for ikke at falde i søvn i matematik næste dag. Når man har ferie kan man sove længe, sove ud. Jeg kan bevæge mig i drømmeland, hvor intet vækkeur bestemmer hvornår du forlader det. Jeg kan dovne den en hel dag, uden at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke får lavet de lektier jeg nu burde. Jeg kan tænde min computer uden at føle mig tvunget til liiiiige at tjekke lectio for, at se hvilke lektier der nu er til dagen efter.

Jeg elsker ferie! Ferie er sundt for sjælen. Det må det være. Det er en både kropslig og åndelig rensning, at ligge nede i sydens sol og blive hammer forbrændt på sine veltrænede appelsinhuds lår, mens man nyder en kold drink, lavet af en fræk latino bartender(en værre appetitvækker!! J). Man slipper for dårlig samvittighed, sure miner, irriterende lærere, stressende gymnasieelever, der kun snakker om hvilke karakterer de fik i sidste aflevering. Sidst med ikke mindst kan man læne sig tilbage og tænke: ”Se mod lyset, så falder skyggerne bag dig!”.

..dette er et essayistisk indlæg!

Den blog jeg har valgt at analysere, håber jeg kan sammenlignes med de færreste. På hjemmesiden: http://www.blog.dk/b/26880, skriver en 23-årige dreng om, hvordan han vil opsætte hans liv, og om hvor mange damer han gerne vil hive med hjem i dobbeltsengen. Han er yderst subjektiv, og bruger gerne voldsomme og for nogle stødende ord, som efter min mening får ham til at fremstå særdeles usikker.

Hans layout er kedeligt og upersonligt, men giver alligevel en fangende interesse, da man først læser overskriften: ”Jeg elsker dig ikke, jeg udnytter dig bare”. Straks efter overskriften har fanget mit øjeæble, begynder jeg langsomt at læse denne fyrs mærkværdige tanker om damer, livet og lyster.

Hans indlæg er yderst debatterende, eftersom hans meget erotisk poetiske strofer bliver brugt flittigt. Han sætter kærlighed/sex under kæmpe debat, ved at skelne disse to størrelser fuldstændig fra hinanden.

Han virker en smule urealistisk og uerfaren, når han skriver. Både sprogmæssigt og personligt. Jeg synes det er let gennemskueligt, at han prøver at overbevise sine læsere om, at han er en værre scoretrold. Dette overbeviser igen mig som læser om, at denne fyr er et usikkert eksempel på selvtillid. Jeg tror det er et billede på en måde, at pakke den barske sandhed ind på. Han er måske det modsatte af hvad han gerne vil være. En usikker fyr, der i hovedet har vilde sexfantasier, men godt er klar over, at de aldrig bliver udlevet.

Han fortæller om et seksuelt forhold til en pige, og detaljeret om hvor godt det er osv., men fortæller dernæst kun om erotiske lyster og om hvad lysterne kan ende ud i. Han formår at fortælle meget mere om personlige lyster og erotiske tanker, end han fortæller om virkelighed og sandhed. Måske ønsker han erfaringer, men har ikke mod til at udforske dem?

Selvom hans sprog viser en vis usikkerhed hos ham personligt, betyder det ikke, at der er mange stavefejl. Nej, han bruger blot nedladende og voldsomme ord, som unge i dag nok er tilbøjelige til at bruge. Det beviser overfor mig, at denne her gut er usikker, og må spille smart, for at vinde i lotteriet. Han bruger disse ord og slang, som et springbræt til de drømme han ville ønske var virkelighed.

Han bliver mere og mere urealistisk jo mere man læser ned ad, og dette bevirker også, at tanken om seriøsiteten omkring denne blog overhovedet nogensinde har eksisteret? 

Stemmen i mit hoved siger: ”Køb det, køb det, KØB DET NU RIKKE!”, hvad kan jeg så gøre for at stritte imod? Jeg må igen tvinge mine lange hudfarvede naller, med en anelse lyserødt i enden, ned i min pung der allerede har sørget for, at dankortet ligger forrest! Jeg brænder mig på det i forvejen glødende kort, og må prøve at ignorere tanken om det beløb der står på det, med nullerne på den forkerte side!! På vej ud af butikken vandrer tankerne rundt i hovedet på mig. Jeg når frem til konklusionen: ”Jeg klarede det…igen!”.

Jeg kan umuligt, være et enestående tilfælde der lider af det ultimative undervurderede og med sikkerhed livstruende fænomen – at shoppe?! Det er en mærkelig følelse af tomhed man mærker i kroppen, når abstinenserne er på sit højeste. Længslen efter at smide tøjet for, at prøve noget der efterhånden har hængt i butikken i længere tid (og måske lugter af armsved og sure smøger) – er tilsyneladende KÆMPE stort. I min ekstase over endnu engang at have erobret noget nyt stykke tøj til skabet derhjemme – hvor der i forvejen overhovedet ikke er plads, går jeg videre med lysten til at gå i samtlige andre tøjbutikker.

Glæden ved endnu engang at have erobret et nyt stykke tøj.

Tja, hvad kan jeg sige? Jeg ved at jeg ikke er den eneste der er sygeligt smittet af ”jeg-skal-ha’-tøj-NU-shopaholic” genet. Men hvad er det egentlig der er så fedt ved at købe denne her ultimative fede kjole, der er alt for dyr og alligevel kun bliver brugt én gang? Jeg tror personligt ikke der er noget rigtigt svar. Den verden vi lever i, er blevet mere opmærksom på udseendet end den nogensinde har været. Vi bruger vores dyrebare fritid på at tjene penge, så vi igen kan bruge dem (vi ikke har). Måske bliver vi mere og mere egoistiske af at følge den strøm modedimserne udsender. Livsstilen for de fleste unge er deres udseende. ”Se mig, se mig”. Hvis ikke de vælger denne livsstil, bliver de holdt uden for gruppen. Vi er alle sammen en flok medløbere, der efterhånden inderst inde kun tænker på hvordan andre gerne vil have os til at se ud, frem for hvordan vi gerne selv vil ses.

..dette er et eaasyistisk indlæg!

Efter dette chokmøde med krakelerede fordomme, skulle vi starte med morgenmaden. Serveringen bestod af pommes frites med tørre pølser (med hul i enderne), franskbrød og tilhørende en ordentlig gang smørelse nutella. Det smagte vældigt! Efter den overraskende – men gode morgenmad, drog vi videre nogle etager opad (ved hjælp af trapper – suk!), og stod nu IGEN i en stor klump og ventede på, at nogen skulle splitte fårene fra hinanden. Vi blev delt op to og to, hvor jeg og Lene blev flettet sammen. Vi bevægede os med forsigtige skridt ind i en klasse med kun 5 piger – og havde i forvejen utroligt mange fordomme om deres engelsktalende evner. Vi fandt hurtigt ud af, hvem der blev udnævnt som ”tolk”, og talte derfor mest til hende. Efter et godt stykke tid, undrede vi os over, at pigerne var så inaktive. Lene og jeg troede vi skulle ind og se en tyrkisk klasse i fuld gang med gruppearbejde eller klasseundervisning. Næh nej, det viste sig, at pigerne faktisk skulle læse til eksamen, men da det ikke vækkede en tiger i dem, snakkede vi muntert videre. Timen efter trak vi vist nitten, da vi skulle have fysik med en anden tyrkisk klasse. Vi forventede på forhånd disciplin, oprejsning når læren kom ind og ro i timerne. En vis person, havde snart bestemt, at denne fordom også skulle krakelere. Godt nok var læren så respekteret, at de søde skolepiger rejste sig, da læren kom ind ad døren. Derimod sad jeg resten af timen og bedte til, at en usynlig mand ville kommer med panodiler til mig! De larmede så det knagede i alle sider og kanter. Vi så ingen respekt for lærens måde at lære på, og heller ingen respekt for kammeraterne i klassen. Lene og jeg kiggede på hinanden, og sad og ventede på at den tyrkiske Jakob Gottschalck skulle råbe med 120 km/t udblæsning: ”Hold nu kæft!!” (på tyrkisk). Dette skete aldrig. Vi var målløse! Jeg som troede, at jeg skulle opleve respektfulde, veluddannede og disciplinerede skoleelever på 16-17 år, mødte i stedet udisciplinerende, pjattende, fjantede, larmende og nærmest anstrengende skolebørn! Længe leve panodiler & pigeskolens kantine med chokolade! J

..dette er et essayistisk indlæg!