Tyrkiske skolepiger chokerer!!

Oh my GOD! Tænk, at man kan blive så overrasket, over noget man troede var helt anderledes! En tyrkisk pigeskole er jo klart et sted, hvor larm, identitetsvisning og råben af lærerne er helt og aldeles forbudt. Men nej, Rikke tog fejl – endda grueligt fejl! Hall’en var udsmykket med et par borde, med tilhørende stole, samt en skrank der indbød til det førstehåndsindtryk – og en overbevisning af at vi var gået forkert – og i stedet var kommet på det lokale hotel. Vi stod og stønnede og sukkede et par minutter over synet, hvorefter 3-4 piger kom gående i helt almindeligt tøj og converse allstar sko?! Allerede der tabte, Rikke Lindekilde Danmark, kæben fuldstændig. Jeg som troede en skole, hvor mange muslimer gik, var et tydeligt tegn på religiøsitet og disciplin. Derfor overraskede det mig gevaldigt, med den ellers så ”vestlig” prægede påklædning, som pigerne (selvfølgelig i dagens anledning) havde valgt.

Efter dette chokmøde med krakelerede fordomme, skulle vi starte med morgenmaden. Serveringen bestod af pommes frites med tørre pølser (med hul i enderne), franskbrød og tilhørende en ordentlig gang smørelse nutella. Det smagte vældigt! Efter den overraskende – men gode morgenmad, drog vi videre nogle etager opad (ved hjælp af trapper – suk!), og stod nu IGEN i en stor klump og ventede på, at nogen skulle splitte fårene fra hinanden. Vi blev delt op to og to, hvor jeg og Lene blev flettet sammen. Vi bevægede os med forsigtige skridt ind i en klasse med kun 5 piger – og havde i forvejen utroligt mange fordomme om deres engelsktalende evner. Vi fandt hurtigt ud af, hvem der blev udnævnt som ”tolk”, og talte derfor mest til hende. Efter et godt stykke tid, undrede vi os over, at pigerne var så inaktive. Lene og jeg troede vi skulle ind og se en tyrkisk klasse i fuld gang med gruppearbejde eller klasseundervisning. Næh nej, det viste sig, at pigerne faktisk skulle læse til eksamen, men da det ikke vækkede en tiger i dem, snakkede vi muntert videre. Timen efter trak vi vist nitten, da vi skulle have fysik med en anden tyrkisk klasse. Vi forventede på forhånd disciplin, oprejsning når læren kom ind og ro i timerne. En vis person, havde snart bestemt, at denne fordom også skulle krakelere. Godt nok var læren så respekteret, at de søde skolepiger rejste sig, da læren kom ind ad døren. Derimod sad jeg resten af timen og bedte til, at en usynlig mand ville kommer med panodiler til mig! De larmede så det knagede i alle sider og kanter. Vi så ingen respekt for lærens måde at lære på, og heller ingen respekt for kammeraterne i klassen. Lene og jeg kiggede på hinanden, og sad og ventede på at den tyrkiske Jakob Gottschalck skulle råbe med 120 km/t udblæsning: ”Hold nu kæft!!” (på tyrkisk). Dette skete aldrig. Vi var målløse! Jeg som troede, at jeg skulle opleve respektfulde, veluddannede og disciplinerede skoleelever på 16-17 år, mødte i stedet udisciplinerende, pjattende, fjantede, larmende og nærmest anstrengende skolebørn! Længe leve panodiler & pigeskolens kantine med chokolade! J

 

..dette er et essayistisk indlæg!